Har du allerede opprettet en profil for Min Feriepartner? Logg inn på Min feriepartner.
Ankomst og afrejse
På lejebeviset fremgår det, hvor du skal hente nøglen til din feriebolig. Det fremgår ligeledes, fra hvornår ferieboligen senest står til din rådighed på ankomstdagen. Og hvornår du senest skal forlade den på afrejsedagen.
Hvis du vil have adgang til sommerhuset på en anden ugedag end den, der står i lejebeviset, skal det aftales inden ankomsten med husejeren eller med Feriepartner Sverige. Ved nogen sommerhuse finder du nøglen et sted på grunden for eksempel i en nøgleboks på huset, under dørmåtten, under en blomsterkrukke eller lignende.
Seneste afrejsetidspunkt fremgår ligeledes af lejebeviset, og sommerhuset skal efterlades aflåst. Husnøglen skal afleveres der, hvor du fandt den. Det kan godt blive dyrt for dig som lejer, hvis husnøgler forsvinder undervejs eller kommer med hjem ved en fejltagelse.
Affald
Ved ferieboligen står der enten en affaldscontainer eller en affaldssæk. Tømningsintervallet kan variere fra område til område. Du kan derfor ikke forvente en tom container/sæk ved ankomst. Alt affald skal sorteres og bortskaffes efter de angivne forskrifter. Efterlades ferieboligen med en overfyldt affaldscontainer eller usorteret affald, forbeholder Feriepartner sig ret til at opkræve et gebyr for bortskaffelse af affaldet.
Afstande
Alle afstande er målt på internettet via Google Earth og er angivet i luftlinje. Afstandene er udarbejdet efter bedste evne.
Allergi
Kun i ferieboliger med henvisningen “allergivenligt” kan du være 100 % sikker på, at der aldrig har været husdyr. Selvom der i husbeskrivelsen står, at husdyr ikke er tilladt, kan en husejer eller dennes gæster have haft husdyr med i ferieboligen. Feriepartners medarbejdere tager intet ansvar for allergiske reaktioner i forbindelse med husstøv. Vi gør opmærksom på, at personer, som har støvallergi, bør vælge huse med træ- eller flisegulve.
Anvendelse af ferieboligen
Ferieboligen må kun anvendes til rekreative formål, og således ikke til fester og sammenkomster uden udlejers forudgående samtykke. Feriepartner er berettiget til at kontakte lejeren, såfremt der er en begrundet mistanke om et ikke-rekreativt formål med lejemålet.
Baderåd
I nogle områder ved de danske kyster kan det være farligt at bade. Følg derfor disse baderåd:
1. Lær at svømme og springe rigtigt
2. Bad aldrig alene
3. Bad kun hvor det er tilladt
4. Gå kun ud til navlen
5. Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
6. Svøm langs kysten
7. Bad aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet
8. Gå op, når du begynder at fryse
Yderligere badeinformationer får du hos dit lokale Feriepartner-bureau.
Barnestol og barneseng
Der står i husbeskrivelsen om der er høj barnestol og barneseng i ferieboligen. Det er ikke muligt at leje ekstra.
Besserwisser
Svenskerne er et afslappet folk, og det tyske ord “besserwisser” har fundet sin plads i det svenske sprog for at beskrive en person, der netop ikke er afslappet. Den oprindelige betydning af det tyske ord “Besserwisser” svarer til både det danske og det svenske “en vigtigper / viktigpetter” - og sådan én kan ingen lide. Svenskerne bruger nemlig ofte vendingen “det ordner sig” og dermed udtrykkes en afslappet, sydlandsk indstilling til mange ting.
Se det som en ekstra charme, hvis bordet i sommerhuset vipper lidt, hvis der ligger en død flue i den afskallede vindueskarm, hvis husfacaden ikke er helt ren, hvis en skrue i et beslag sidder lidt løst eller en hane drypper - det ordner sig. Bevar roen, nyd ferien og det sydlandske tempo i stedet for at hidse dig op.
Betaling
1. rate er en forudbetaling på 25 % af den samlede lejepris. Restbeløbet og depositum skal betales senest 70 dage før lejeperiodens begyndelse. Ved booking mindre end 70 dage før lejeperiodens påbegyndelse betales hele lejen straks. Sammen med lejebeviset får alle gæster bankforbindelse inklusive IBAN-nummer og SWIFT-kode til overførsel af det angivne beløb. Alle gæster kan betale med kreditkort på Feriepartners hjemmeside.
Brænde
Brænde er ikke inkluderet i lejeprisen, men du kan købe brænde i f.eks. supermarkeder. Ligger der brænde ved ferieboligen er det ejerens privateje, og må kun benyttes/købes, hvis der er givet tilladelse hertil. Betalingen går da direkte til ejer, og beløbet skal ved afrejse efterlades i huset. Det er ikke tilladt at samle brænde i skoven eller på stranden, da det kan indeholde salt, som kan ødelægge brændeovnen. Ved kraftig vind eller storm kan det ske at brændeovnen/kaminen ikke kan benyttes, da vinden presser røgen tilbage i skorstenen.
Byggelarm
I løbet af din ferie kan der forekomme byggelarm i de nærmeste omgivelser. Feriepartner har ikke mulighed for at vide hvor og hvornår der bliver bygget eller renoveret, og kan derfor ikke gøres ansvarlig herfor.
Cykler
Ved nogle ferieboliger forefindes cykler, som lejer frit kan benytte. Feriepartner påtager sig dog intet ansvar for kvalitet og standard og evt. defekter.
Cykeludlejning
Cykler kan lejes i nærområdet, og Feriepartner står gerne til rådighed, hvis du har brug for yderligere informationer.
Depositum / Forbrug
Et depositum forlanges ved ethvert lejebevis, og betales med 2. rate. Efter afrejse bliver ferieboligen kontrolleret. Forbrugsomkostningerne bliver modregnet depositummet, og restbeløbet tilbagebetales indenfor 14 dage efter afrejse, på den konto du har meddelt.
Elektricitet
220 Volt i alle ferieboliger.
Energiforbrug
Feriepartner anbefaler, at du kontrollerer energiforbruget under opholdet.
Fisketegn
Du kan købe et fisketegn (“Fiskekort”) lokalt, hvor der bliver reklameret med det, i den lokale butik, på tankstationer eller nogen gange også hos turistinformationen.
Forbrugsomkostninger
Strøm- og evt. olievarmemålere aflæses ved ankomst og afrejse, og indtastes i Mit Feriepartner. Link fremsendes forud for lejemålets påbegyndelse. I nogle regioner bliver der opkrævet et gebyr for vandforbrug, hvor det i andre regioner er inklusiv i lejeprisen. Dette fremgår af din forbrugsregistrering. Skulle tællerstandene ikke være noteret, skønner Feriepartner forbruget.
Glemte sager
Feriepartner opbevarer glemte genstande i op til tre måneder efter et endt ophold. Genstandene fremsendes for lejerens egen regning.
Grill
Ved de fleste ferieboliger hører en grill til boligens inventar. Feriepartner påtager intet ansvar for kvalitet eller tilstand af denne grill.
Grund
I Feriepartners beskrivelser finder du ofte ordet “naturgrund”. Hermed menes lyngområde, højt græs, ujævn grund, vildt voksende hede eller lignende. Denne “naturgrund” er overladt til naturen, og du kan derfor ikke regne med, at hele arealet kan benyttes. Du kan heller ikke forlange, at græsset bliver slået, således at f.eks. børnene kan spille bold. Det er ikke tilladt at stille en campingvogn eller slå telt op på grunden. Læs venligst også punktet “Gæster” igennem.
Gæster
Vi vil gøre opmærksom på, at der aldrig må overnatte flere personer i ferieboligen, end der er angivet i husbeskrivelsen. Det er heller ikke tilladt at opstille telte, campingvogne eller autocamper på ferieboligens grund.
Havemøbler
I alle ferieboliger står havemøbler til rådighed, dvs. bord og stole. Parasol, liggestole og hynder hører ikke under denne kategori, og kan således ikke forventes at være til rådighed i ferieboligen.
Husdyr
I flere af Feriepartners ferieboliger er husdyr velkomne, men læs først husbeskrivelsen grundigt igennem før du booker en feriebolig. I ferieboliger, hvor husdyr er tilladt, må husdyret, alene bevæge sig på ferieboligens grund. Husdyret behøver ikke at være i snor på ferieboligens grund. Alle øvrige steder, herunder på offentlig vej, skal husdyret være i snor medmindre andet følger af offentlige forskrifter. Medbringes husdyr, er det ikke tilladt under nogen omstændigheder at efterlade husdyret alene i ferieboligen, ligesom husdyr aldrig må opholde sig i husets møbler, senge mv. Desuden beder vi dig sørge for at rydde op og rengøre efter husdyret i og omkring ferieboligen, herunder at fjerne dyrehår indvendigt og ’efterladenskaber’ udvendigt, så der ikke er ubehagelige overraskelser for de næste gæster, som skal holde ferie i huset.
Såfremt det kan konstateres, at der i strid med husbeskrivelsen for den enkelte feriebolig har været medbragt husdyr i en feriebolig, eller såfremt det kan konstateres, at der har været medbragt flere end det tilladte antal husdyr, er lejeren forpligtet til at betale kr. 5.000 til Feriepartner for manglende overholdelse af husbeskrivelsen, samt de almindelige lejebetingelser. Lejeren er ligeledes forpligtet til at betale beløbet, såfremt det kan konstateres at, husdyr har opholdt sig i møbler, poolrum mv.
Indretning/udstyr
Alle ferieboliger er privatejede og er indrettet efter ejerens smag og behov. Feriepartner kan derfor ikke tage ansvar for lejers individuelle forventninger. Såfremt intet andet er angivet er alle ferieboliger udstyret med toilet, koldt og varmt vand, håndbruser/brusekabine, komfur, kaffemaskine, støvsuger og radiatorer. Sengene har dyner (i enkelte tilfælde fjerdyner), hovedpuder og eventuel topmadras. Der er bestik og køkkengrej til det antal personer, som er tilladt i huset. Ring hvis du har spørgsmål til f.eks. indretningen. Til din ferie skal du medbringe følgende selv: sengetøj, håndklæder, viskestykke, klude, dug og toiletartikler.
Rengøringsmidler forefindes ikke altid i ferieboligen. Lejer bedes derfor selv medbringe rengøringsmidler.
Industriferie
Sverige holder stadig landsdækkende industriferie fra cirka midten af juni til cirka midten af august, altså hele to måneder. Nogen steder lukker sygehuse og politistationer og detailhandlen bliver holdt oppe af studenter og studerende, der med deres sommerjob gør det muligt for forældregenerationen at gemme sig i sine sommerhuse. Det er derfor ret vanskeligt, til tider umuligt, at få fat i en håndværker i industriferien. Når husejeren siger, “håndværkeren er bestilt”, så er han bestilt og kommer - når industriferien er forbi. Bevar roen, nyd ferien og det “sydlandske tempo” i stedet for at hidse dig op over en eventuel manglende reparation.
Information om ferieboligen
Hvis du har spørgsmål omkring ferieboligen, kan du finde svar i ferieboligens digitale infomappe via Mit Feriepartner/dit bookinglogin.
Kørselsvejledning
Kørselsvejledningen kan du generere på fx Google Maps.
Linned
Det er ikke muligt at bestille sengetøj i alle vores sommerhuse. Hvad du får med, når du bestiller sengetøj, kan også variere, så læs husbeskrivelsen grundigt ved bestilling.
Opladning af elbil
I husbeskrivelsen på hjemmesiden under Faciliteter fremgår det, om opladning af elbil (gælder også hybrider) ved den lejede feriebolig er tilladt eller ej. Er opladning af elbil tilladt, fremgår det under Faciliteter hvilken opladetype, der stilles til rådighed og dermed er tilladt.
Handler lejeren i strid med husbeskrivelsen ved at oplade sin elbil, hvor det ikke er tilladt, er lejeren direkte erstatningsansvarlig overfor Feriepartner og ejeren af ferieboligen, for den skade og det tab som den uretmæssige opladning måtte medføre.
Redningsveste
Feriepartner Sverige kan ikke garantere, at dit sommerhus har redningsveste til rådighed, selv om sommerhuset inkluderer robåd eller kano. Det anbefales at bære redningsvest ved al færdsel på vand og Feriepartner Sverige kan ikke gøres ansvarlig for eventuelle uheld, der opstår ved brug af båd eller kano. Spørg i det lokale turistkontor om, hvor redningsveste udlejes eller køb en af de billigere modeller i et større supermarked.
Rejsebeskrivelse
Når hele lejen er betalt, senest 60 dage inden ankomst, sender vi en email med oplysninger om, hvordan du kommer til sommerhuset samt en række gode råd om at rejse i Sverige.
Reklamation
Skader og reklamationer skal ved lejens påbegyndelse omgående meddeles Feriepartner. Skulle det ikke være muligt ved ankomst, skal meldingen ske senest 48 timer herefter. Skader/mangler/reklamationer fører ikke nødvendigvis til rabat eller erstatning (s. §6 Almene forretningsbetingelser).
Robåd / kano
Mange af Feriepartner Sveriges sommerhuse har en robåd eller en kano inkluderet i lejeprisen. Brug af disse fartøjer sker på eget ansvar, og Feriepartner Sverige kan ikke gøres ansvarlig for fartøjernes kvalitet og sikkerhed eller eventuelle mangler.
Tilbyder husejeren udlejning af båd-motorer, aftales det separat med husejeren.
Rygning
Hvis det konstateres at der er røget indenfor i et ikke-ryger-hus, er lejeren forpligtet til at betale kr. 5.000 til Feriepartner, for manglende overholdelse af husbeskrivelsen. Hvorvidt der må ryges i ferieboligen, fremgår af husbeskrivelsen for den enkelte feriebolig.
Senge/sovepladser/skabsplads
Sengestørrelserne varierer meget. Bredden på en dobbeltseng varierer fra ca. 120-180 cm. Længden varierer fra 175-200 cm. Bredden af enkeltsenge varierer fra 60-85 cm. og længden fra 175-200 cm. Dobbeltsengene består ofte af en stor madras, nogle gange dog af to enkeltmadrasser. Ofte er der en skånemadras ovenpå af hensyn til hygiejne og udseende. Læg venligst eget lagen over skånemadrassen.
Der er som regel ret begrænset skabsplads i ferieboligerne. Man kan derfor ikke regne med, at alt medbragt tøj kan lægges/hænges i skabe. Nogle skabe er åbne eller med forhæng.
Slutrengøring
a) Rengøring inklusiv
Er slutrengøringen inkluderet betyder det, at du ikke skal bruge de sidste timer af ferien på rengøring, men ferieboligen skal dog ved afrejse være ryddeligt og opvaskemaskine, køleskab og affald skal være tømt.
b) Bestilt rengøring
Tillad dig selv afslapning den sidste dag af ferien, og overlad rengøringen af ferieboligen til Feriepartner. Du kan bestille rengøringen sammen med booking af ferieboligen eller direkte i bureauet, dog senest tre dage før afrejse.
c) Slutrengøring foretaget af lejer
Ferieboligen skal før afrejse være rent og ryddeligt. Til rengøringen hører udvendig og indvendig pudsning af vinduer, støvsugning og afstøvning. Flise-, linoleum- eller trægulv skal både støvsuges og vaskes. Køkkenet (komfur, skabe, bestik osv.) og køleskabet skal være rent og tørt. Lad venligst køleskabet stå åbent. Madvarer må ikke efterlades i ferieboligen!
Spabad
Hygiejnen i et spabad er meget vigtig. Feriepartner sørger derfor for at spabadet ved hvert lejerskifte bliver rengjort grundigt for at bekæmpe bakterier. Hvis spabadet benyttes, skal du pr. person lægge en klor-tablet i vandet. Tabletterne findes i alle ferieboliger med spabad. Tænd venligst først for spabadet, når vandet er 10-15 cm over dyserne.
Sygeforsikring
Det anbefales at medbringe dit sygesikringsbevis, når du tager på ferie.
TV, Satellit-TV
Mange ferieboliger har tv og satellitforbindelse. Satellitboksen er indstillet efter den enkelte ejers ønske, og man kan altså ikke gå ud fra, at man kan tage alle danske programmer. Der kan forekomme dårligt signal eller helt udfald i modtagelsen (vejrforhold). Skulle der opstå problemer med TV/satellitmodtagelsen eller lign., kan det ikke garanteres, at dette kan repareres i weekenden eller om aftenen. I tilfælde af fejlbetjening eller ændringer i indstillingerne fra lejerens side, forbeholder Feriepartner sig retten til at beregne lejeren reparationen/nyindstillingen. Læs venligst altid brugsanvisningen eller ring til Feriepartner, hvis du er i tvivl om betjeningen.
Unge mennesker fra 3 personer
Da Feriepartner desværre ofte har haft problemer i forbindelse med udlejning til unge mennesker (bl.a. beskadigelse af inventar eller manglende slutrengøring), har det været nødvendigt at fastsætte en aldersgrænse på 25 år ved mere end 2 personer. Dette gælder naturligvis ikke unge mennesker, som er på ferie med deres forældre, eller to unge mennesker, som sammen lejer en feriebolig. Kontrolbesøg kan forekomme!
Utøj/insekter
Feriepartner gør særligt opmærksom på, at de danske sommerhuse ligger i naturområder. Naturligvis kan der forekomme myrer, fluer og edderkopper i disse naturområder. Dette kan der ikke gøres noget ved. Skulle der forekomme et ekstremt insektangreb i sommerhuset, kontakt da venligst Feriepartner. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig.
Vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine
I mange ferieboliger er der vaskemaskine, tørretumbler og/eller opvaskemaskine. Skulle der opstå driftsforstyrrelser kan det ikke garanteres, at reparationen kan foretages i weekenden eller om aftenen. I forbindelse med fejlbetjening fra lejerens side, forbeholder Feriepartner sig retten til at beregne lejeren for evt. reparation. Læs venligst altid brugsanvisningen eller ring til Feriepartner, hvis du er i tvivl om betjeningen.
Vejrlig forhold
Feriepartner kan ikke drages til ansvar, hvis din ankomst til eller afrejse fra ferieboligen/nøgleudleveringsstedet er umuliggjort som følge af snefald, isslag eller andre vejrmæssige forhold. Dette gælder ligeledes vedr. skader, herunder personskader, som måtte udspringe heraf.
Leje af feriehus i vintermånederne
I tidsrummet fra 1. oktober til 31. marts bliver ferieboligen forvarmet således, at der ved ankomst er ca. 15 °C varmt. I poolhuse har poolen en temperatur på mellem 24 og 28 °C.
XYZ
Har du brug for flere informationer, står Feriepartner gerne til rådighed.
Gældende pr. januar 2023